Af Gustav Stubbe Arndal
Aaron Sorkin er verdensmester i en meget bestemt type scene: smarte folk i verbal nærkamp. Uanset om følelserne duer, eller vittighederne lander, kan man altid regne med, at intelligente karakterer føles intelligente og får mindst et par fantastiske linjer ind. Kort sagt er han den perfekte mand til et ideologisk anspændt retssagsdrama som The Trial of the Chicago 7. Og at dømme efter resultatet burde han ikke lave andre slags film resten af sine dage. Det er en øjeblikkelig triumf.
Filmen var i tidens tegn efter 2016-valget, da det tidligere Spielberg-ledte projekt for alvor kom i gang, men i 2020 rammer den endnu mere plet på Amerikas zeitgeist: i 1968 fandt en stor fredsprotest sted ved Demokraternes Nationalkonvent i Chicago. Efter misbehandling fra byens ledelse og pres fra politistyrkerne, der konstant hærgede demonstranterne, endte det i et blodigt oprør med hundredvis af sårede.
Da Nixon trådte til, hev hans advokater en obskur lov frem og sigtede otte aktivistledere for at krydse statsgrænser med intention om at fremprovokere voldelig adfærd. Én af de otte, Black Panther-medstifter Bobby Seale (Yahya Abdul-Mateen II), der kun var i Chicago i fire timer for at holde en tale, blev nægtet advokatrepræsentation ved retssagen og var så misbehandlet (til en grad, der vil chokere dig), at hans sag blev annulleret, og kun syv var tilbage.
Filmens skarpeste scener foregår i salen, hvor den tyranniske og åbent partiske dommer (Frank Langella) presser de anklagede på det værste, mens de forsøger at holde hovedet koldt og kæmpe imod. Sorkin forstår dog at holde historien varieret med mediekamp, efterforskning, intern konflikt og flashbacks til de voldsomme og endda traumatiske begivenheder, de anklagede må genleve foran hele den amerikanske presse.
Filmen er spækket med stjerner og skuespiltalent. Rylance spiller de anklagedes advokat med en fin alkymi af tyngde og humor; Mark Strong (mest kendt fra Succession) bringer skævhed og intelligens som hippie-leder Jerry Rubin. Sasha Baron Cohen spiller Jerrys makker og talsmand Abbie Hoffman, hvis ideologiske konflikt med den mere pragmatiske studenteraktivist Tom Hayden (Eddie Redmayne) er et af filmens omdrejningspunkter.
Alle er perfekt castede og leverer hver linje med rette timing og følelse. Men den bærende magt er klipningen, der formår at holde et utal af bolde i luften med spring i tid, sted og hovedkarakter uden at misse et trin. Jeg sad tryllebundet af filmens rytme.
Sorkin er tilbage i topform. The Trial of the Chicago 7 forsøger sig ikke på de store personlige følelser, som for eksempel Molly’s Game (2018) snublede over, og dropper den naive og nedladende midtsøgende liberalisme fra The West Wing (1999-2006) til fordel for nuanceret dialog om reform, revolution og retfærdighed.
De otte mænd sad næsten magtesløse over for et system, der havde besluttet sig for at fordømme dem, førend de satte sig for retten. Det eneste, de havde, var et nobelt formål og deres ord. Med Sorkin bag manuskriptet føles de ord så klare, skarpe og vigtige, at hverken Nixon-administrationen eller 50 års afstand kan mindske deres styrke.
Kommentarer